De flydende kalorier skal du tage dig mere i agt for end en stor fed kanelsnegl – med glasur. Af to væsentlige grunde:

  • De kan indeholde en overraskende mængde kalorier
  • De mætter ikke – og hjernen registrerer ikke kalorierne

 

Overraskende mange kalorier – eksempler:

  • Et glas (200 ml) appelsinjuice: 86 kcal, 19 g [frugt] sukker
  • Et glas (200 ml) minimælk: 75 kcal, 10 g [mælke] sukker
  • Et glas (200 ml) coca-cola: 85 kcal, 21 g [tilsat] sukker
  • En stor Caffé Latte (Baresso) 207  kcal, 10 g [mælke] sukker
  • En dåse (250 ml) Red Bull: 114 kcal, 28 g [tilsat] sukker
  • Cappuccino Cooler (7/11): 648 kcal, 90 g [mælke + tilsat] sukker
  • Et glas (150 ml) rødvin: 109 kcal
  • Et glas (150) hvidvin: 98 kcal
  • En øl (330 ml) : 124 kcal.

Mini/skummet mælk er egentlig ikke sååå kriminel igen. Sukkermængden er ikke tilsat. Ja, man får sukker ind i kroppen. Det påvirker blodsukkeret, og giver kalorier, men de indeholder også vitaminer og mineraler. Det eventuelle problematiske handler om mængder – og om du er på slankekur. Er du på kur, så bliver de her kalorier for dyre, da de gør indhug i den daglige kaloriemængde. Mængder: Drikker du 5-6 kopper kaffe – med mælk – om dagen, udgør mælkemængden 4 dl, dvs. 150 kcal. Det bliver til 1000 kalorier på en uge – og på månedsbasis nedbremser du dit vægttab med godt et halvt kilo. Tip: drik kaffen sort (det tager ikke megen tilvænning)

Coca-cola og Red Bull – behøver næsten ikke en god forklaring. Det er tilsat sukker, tomme kalorier – det sukker der er, nedbrydes med raketfart – og stryger direkte ind i blodbanen. Så er vejen banet for et blodsukker der rutcher op og ned, med regulær sult eller cravings til følge. Når kurven dykker er det tidspunkt, hvor alle gode planer og intentioner opløses – her er man til fals for hvad som helst. Så længe det går hurtigt.

En Cappuccino Cooler: En muresvend, der er på vej til fodboldtræning – ok, han kan godt tåle en sådan. Har du derimod et kontorjob, og spinner et par gange om ugen; glem det. Den indeholder samme mængde kalorier som en stor portion aftensmad – til manden der er på kur, eller kvinden der skal holde vægten.

Rødvin, hvidvin, øl og alkohol i det hele taget – en kategori for sig.

  • Alkohol scorer højt på kalorieindholdet – fordi det indeholder alkohol.  Alkohol bidrager gram for gram med flere kalorier end sukker gør.Rødvin-hældes-i-vinglas
  • Endvidere kan kroppen ikke ‘gemme’ de kalorier som fedt. Det skal forbrændes med det samme. Den process betyder, at alt andet bliver sat på hold. Eller med andre ord, fedt, kulhydrater og proteiner bliver ‘skudt ind i fedtdepoterne’ mens kroppen forbrænder alkoholen.
  • Mængder: en menu med et glas hvidvin, 2-3 glas rødvin og måske en avec til kaffen – her bidrager ‘de våde varer’ med samme mængde kalorier som i en slankeaftensmad: 500 kcal.
  • Alkohol sænker dit blodsukker. Det betyder, at alkohol skærper appetitten.

Alkohol i moderate mængder kan godt gå i spænd med vægtvedligehold – men er altså bare svært foreneligt med en vægttabs process [Læs = så godt som umulig].

De mætter ikke – og hjernen registrerer ikke kalorierne

At de ikke mætter er en sandhed med modifikationer. En stor lækker hjemmelavede smoothie – eller en smoothie to go fra fx Joe & The Juice, mætter selvfølgelig. MEN, sammenligner man flydende kalorier med den tilsvarende mængder kalorier i almindelig fast mad, så holder mætheden ikke lige så længe: Du bliver hurtigere sulten: Du spiser mere = Dårlig strategi for vægttabskandidater. 63

De knap så fyldige drikke, fx juice, mælk, saftevand, cola med videre – her viser forskningen, at hjernen ikke registrerer kalorierne. Der er både en fysiologisk og en mental forklaring. Den fysiologiske: De hormoner vi har som giver feed-back til hjernen om sult og mæthed – de ‘er for langsomme’ i forhold til hvor hurtigt væsken stryger fra mavesækken og ned i tyndtarmen. Eller med andre ord, de flydende kalorier ‘ryger under radaren’ Den mentale: Vi tænker mad – som i mad. Dermed, spiser vi det vi kender som ‘en portion’, om det så er morgenmad, frokost eller aftensmad. Det vil sige, også her ryger drikkevarene under radaren. Igen, du får flere kalorier end du selv tror – og evt. også flere end du har godt af set med vægttabs- eller vægtvedligeholdelsesbrillerne.

Konklusion: Styr uden om de flydende kalorier så længe du er på slankekur.
Skal du holde vægten:

  • Nyd et glas appelsinjuice om søndagen.
  • Drik moderat alkohol 7/14 genstande per uge for henholdsvis kvinder og mænd
  • Sluk alt tørst i vand
  • Saftevand, cola, milkshakes, Red Bull og alt industrifremstillet – gå i en stor bue udenom, der er ikke meget pænt at sige om dem

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *